DIN FERIE ER DYRENES ARBEJDSTID

Foto: Dyrenes Beskyttelse

Af: Anna Dalgaard, Dyrenes Beskyttelse

Billeder i selskab med vilde dyr er populære på mange feriedestinationer, men det er aldrig i dyrets interesse at lave et delfinshow eller posere til et selfie. Det kræver systematisk mishandling at få et vildt dyr til den slags.

En ridetur på elefantryg, et billede med en tiger, en hanekamp eller et delfinshow er alle resultater af livslangt og systematisk tvangsarbejde for vilde og eksotiske dyr, der burde leve deres liv i det fri.

Dyreelskere kan let blive tiltrukket af den slags oplevelser på ferien, men paradoksalt nok er man blot med til at støtte organiseret dyremishandling. Det er desværre en misforstået kærlighed til dyrene, og det giver yderst kritisable forhold for dem.

Når vi er på ferie, vil vi gerne opleve noget, der er lidt ud over det sædvanlige. Men selv om det kan virke uskyldigt at svømme med delfiner, se en dansende bjørn eller få taget billeder med et vildt dyr, bidrager man til, at dyremishandlingen kan fortsætte.

For det første har de vilde dyr fra naturens side en særlig adfærd og et behov, de ikke kan udfolde i fangenskab. For det andet kan kontakten med tusinder af turister være en alvorlig stressfaktor for dyrene, og for det tredje er der ofte tale om flokdyr, som bliver tvunget til at leve alene i anlæg, der ikke tager højde for dyrets natur.

De lokale vil gøre alt for at skjule dyrenes lidelser, og nogen steder reklamerer de endda med at have reddet dyret, så de fremstår som helte. Men du må aldrig være i tvivl om, at dyrene til enhver tid foretrækker et liv uden mennesker indblandet. De vil typisk være bedøvet, når du er i selskab med dem, hvilket fratager dem grundlæggende muligheder for at kunne udleve deres naturlige adfærd.

Oplev hellere dyrene i naturen

Som turist tænker man måske, at skaden allerede er sket, eller at man som enkelt person ikke kan gøre en forskel. Men det kan man faktisk. For når man betaler for en aktivitet med et vildt dyr,skaber man efterspørgsel på den slags aktiviteter og giver menneskene bag grund til at fortsætte.

Helt overordnet kan man lytte til sin fornuft og mavefornemmelse omkring, hvordan dyrene har det. Og som udgangspunkt bør man helt holde sig fra enhver aktivitet, hvor dyret kommer til skade under underholdningen, som eksempelvis ved tyrefægtning eller hanekampe.

I stedet kan man tage ud og opleve dyrene i naturen, hvor de hører til. Det er enormt tilfredsstillende at se dem udøve deres naturlige adfærd og vide, at de opholder sig lige netop dér af egen fri vilje.

Det skal du undgå på ferien

  • Dansende bjørne eller aber.
  • Ridetur på elefant.
  • Show med delfiner og spækhuggere.
  • Hanekamp.
  • Billede med tiger, koala, dovendyr eller andre eksotiske dyr.
  • Tyrefægtning.
  • Gåtur med en løve/tiger/girafunge.
  • Zoologiske haver, hvor dyrene tydeligt lider.
  • Souvenir fra vilde dyr (elfenben, pels, hajtænder).
  • Kød fra truede dyrearter, eller dyr der er blevet slagtet på inhuman måde.

Be the first to comment

Leave a Reply