Ni U19-spillere træder op i seniortruppen

Foto: Henrik Olesen

Sæsonen er slut for diverse mandskaber i Ringkøbing IF, og for Ringkøbing IF’s bedste U19-mandskab endte det med at blive en flot 4. plads i Liga 1, som er det højeste holdet kan spille på.

Derudover har flere U19-spillere også udgjort en væsentlig stamme på klubbens næstbedste seniorhold, der leverede en flot halvsæson, som dog desværre endte med en tabt playoffkamp til Holstebro Boldklub, hvilket betyder, at den står på Serie 1 efter sommerferien.

Efter sommerferien bliver flere spillere fra den U19-årgangen seniorspillere, og hele ni spillere rykker op i seniortruppen som udviklingsspillere.

De ni spillere er som følger:

• Aksel Teglgaard
• Mads Dahl Overgaard
• Christian Abildgaard
• Johannes Paustian
• Christian Pinholdt
• Magnus Merrild
• Jeppe Louis Sønderkjær
• Andreas Lauridsen
• Elliot Baliti

Det er et rigtig stort antal, hvor alle markspillere desuden har fået erfaring fra Jyllandsserien, og det vækker glæde i Ringkøbing IF, at de nu tiltræder seniortruppen på permanent basis som udviklingsspillere.

”Det er et historisk højt antal nyoprykkede U19-spillere til vores førsteholdstrup, og vi skal til ti år tilbage for at opleve noget lignende, og da var det ’kun’ seks spillere. Vi er så udmærket klar over, at ingen af dem starter på 2. Divisionsholdet 3.-4. august, men alle har et potentiale, der kan bringe dem på holdet. Derfor er de i første omgang også udviklingsspillere uden et pres om at skulle præstere på 2. Divisionsniveau fra dag et,” forklarer sportschef Jens Nielsen.

I den netop overståede sæson gik imponerende 45,23 procent af alle spilleminutter til spillere, der havde spillet ungdomsfodbold i Ringkøbing IF, og sportschefen forventer, at man bliver i det luftlag i fremtiden også.

”De bliver spændende at følge, og et er jo deres talent – noget andet er, hvor meget de vil med fodbolden, for der skal trænes og hænges i for at være med. Det er de heldigvis skolet med gennem vores U19 træner, så mon ikke det går. Vilje, indstilling og prioritering er altafgørende, og kommer de med de ingredienser, er der slet ingen tvivl om, at vi også i fremtiden kan stille med over 40% af lokale spillere på vores førstehold,” siger Jens Nielsen til slut.

De nyudklækkede seniorspillere starter den nye sæson den 15. juli sammen med resten af seniortruppen.

Be the first to comment

Leave a Reply