Valdemarsdag – 800 års jubilæum for Dannebrog

Den 15. juni markerer Ringkøbing-Skjern Museum atter Valdemarsdag på Kaj Munks Præstegård. I år er det er 800 år siden, at Dannebrog efter sigende dalede ned fra himlen. Men kan noget, der er 800 år gammelt stadig være relevant, og hvilken betydning har det egentlig i dag? Vi lægger i dagens anledning op til debat om Dannebrog, danskhed, demokrati og kultur – og hvilken ramme kunne være mere oplagt at debattere emnet i end Kaj Munks Præstegård.

I 1942 skrev Kaj Munk om Dannebrog: “Det er rødt, det er hvidt, det er mit, det er dit, og det lever i Kamp med den stridige Blæst.”
Blæst er en naturlig del af Vestjylland, og selvfølgelig også ved Kaj Munks hjem i Vedersø. Men to år inden Kaj Munk skrev om Dannebrog kom en anden blæst til Danmark, en blæst der trak mørke skyer hen over nationen og gjorde, at præstegården i Vedersø ikke flagede fra 9. april 1940. Faktisk blev flaget først brugt igen i januar 1944, da Kaj Munks kiste blev svøbt i Dannebrog. Få dagen inden var digterpræsten og modstandsmanden dræbt for det han troede på – hans land, nation og flag!
Flaget fejrede Kaj Munk hvert år på Valdemarsdag, her indbød han til fest ved præstegården – og Dannebrog blev hyldet. Men hvad er et flag, og kan det være værd at kæmpe for? Hvad er Dannebrog? Er det mere end blot et symbol? Er det mere end pynt? Og er det værd, 800 år efter det faldt ned i Estland, at fejre det? For Kaj Munk var Dannebrog en del af Danmark – og dermed værd at kæmpe for, også selvom han i den sidste ende måtte betalte den ultimative pris!​

Debat på Valdemarsdag

Den historiske kontekst omkring Kaj Munk og 800 året for Dannebrog danner afsæt for årets markering af Valdemarsdag, der tager form af en debat omkring Dannebrogs betydning og om danskhed, demokrati, kultur, historie og nationalitet i dagens Danmark. Arrangementet foregår i præstegårdshaven, ganske som Kaj Munk selv gjorde det i sin tid. Dagen indledes med flaghejsning på “flaghøjen”, og derefter byder museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen velkommen. De to debattører er hhv. teolog, folketingskandidat (P) og journalist Iben Thranholm samt biskop i Ribe Stift og formand for den selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø, Elof Westergaard. Efter deres taler, er der lagt op til debat, og Mette Bjerrum Jensen vil som ordstyrer sørge for at der er tid til at gæsterne også kan deltage i debatten med spørgsmål og kommentarer.

En evig aktuel debat

Selv om det i år er 70 år siden Kaj Munk blev henrettet af nazisterne, så er hans tanker og handlinger omkring Dannebrog, danskhed, demokrati og kultur stadig relevante. Vi er til stadighed nødt til at diskutere det gode og det svære ved demokratiet, og det vigtige i at kæmpe for sine holdninger uden at støtte fortalere for intolerante regimer fortæller museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen, og afslutter: “Demokratiets svageste punkt er, at alle mennesker, uanset holdning kan blive folkevalgte. Demokratiets stærkeste kort er dialogen med dem, man er uenig med. Denne debat, i anledning af Valdemarsdag, støtter op om vigtigheden af den demokratiske debat, og hvis ikke det kan gøres på Kaj Munks Præstegård, hvor så?”

Praktiske informationer omkring Valdemarsdag

Dato: Lørdag d. 15. juni kl. 14.00-16.30
Sted: Præstegårdshaven ved Kaj Munks Præstegård, Vesterhavsvej 7a, 6990 Ulfborg.
Entré: Arrangementet er åbent for alle, der er gratis entré.

I tilfælde af regn kan arrangementet blive flyttet.
Man bør selv medbringe noget at sidde på.
Der kan købes øl, vin og vand samt kaffe og kage.

Program

Kl. 14.15 Flaghejsning i haven ved Kaj Munks Præstegård

Kl. 14.30 Velkomst ved museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen

Kl. 14.45 Debatindlæg ved teolog, journalist og folketingskandidat (P) Iben Thranholm

Kl. 15.10 Debatindlæg ved biskop i Ribe Stift og formand for den selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø, Elof Westergaard

Kl. 15.35 Debat med spørgsmål fra publikum med museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen som ordstyrer.

Kl. 16.00 Kaffe

Kl. 16.30 Arrangementet slutter

Forud for programmet er der gudstjeneste i Vedersø Kirke kl. 13.00

Den 15. juni er også Museernes dag

I forbindelse med den store kulturfestival “Genopdag” afholder alle museerne i Region Midtjylland Museernes dag den 15. juni. Temaet trækker tråde til Aarhus 2017s slogan “Gentænk” og sætter samtidig fokus på kulturarv, historie og sammenhængskraft i regionen. Valdemarsdag på Kaj Munks Præstegård er en del af kulturfestivalen, og i dagens anledning er der gratis adgang til præstegården.

Be the first to comment

Leave a Reply