Professionelt og præcist – men ikke perfekt

Du skal være forberedt på, at det ikke bliver en fest, når Mark Knopfler spiller. Men hvis du er mere til at invitere kompetente og engagerede musikere hjem til en aften med virkelig velspillet musik, er ”An evening with Mark Knopfler” et virkeligt godt bud. Foto: Eventfotografi.dk

Anmeldelse: An evening with Mark Knopfler, Boxen, Herning

Mark Knopfler er uden sammenligning blandt de bedste guitarister i verden. Han er afmålt og afdæmpet og enormt perfektionistisk i sin musik, og når du så sætter ham i front for et band med ti medlemmer, der er afgjort kompetente, og som kan klare Maestroens krav, så har du skabt grundlaget for en aldeles fremragende aften i selskab med Knopflers signatur-sound. Helt uden at der er lagt i ovnen til væltede monitorer og smadrede guitarer. Det er ikke den slags rock.

Og det gør absolut ikke noget, når musikerne har de evner, og der er så meget styr på tingene, som der var da Mark Knopfler inviterede ind til ”en aften” i hans selskab.

Bacon og Bonaparte
Musikudvalget var bredt, og det er en naturlig ting, at folk forventer lidt Dire Straits, men de sange og de numre, der er produceret under Knopflers eget navn, har lige så meget at byde på for de multitalenter, der var samlet på scenen. Kompetencerne løb op i 47-48 forskellige instrumenter fordelt ud over bouzouki, mandolin, sax, fløjter og et væld af andre muligheder for at skabe noget ganske unikt.

Når så det bliver flettet ind i numre som Your Latest Trick, Romeo and Juliet og Money for Nothing giver det sangene nyt liv. Dagens helt store højdepunkt var Done with Bonaparte, der ligefrem måtte planlægges inden de keltiske og irske toner rullede ud over scenen, mens Speedway at Nazareths langsomme opbygning nåede nye højder. Selv My Bacon Roll, der er et lidt fjollet navn til et ellers udmærket nummer, blev bygget op til noget større. Det kan de. Og hvis det er sandt, hvad Knopfler siger, er de stort set alle i gang med at lære nye instrumenter, og arbejder hele tiden på at blive bedre.

Hyggeligt, og måske lidt kedeligt
Mark Knopflers stemme er blød som smør, og den lettere støvede bas, var i fin form, selvom den 68-årige brite tussede lige vel meget rundt på scenen. Det virkede langt bedre, når han var i samspil med de andre musikere.

Alligevel var han lun og hyggelig, når han rakte ud efter publikum. Han startede med at vifte med trusler om pension, men måtte hurtigt indrømme, at han nyder det for meget, så måske han vælger at slutte karrieren som et træ, der en dag bare vælter.

Der var god kontakt med publikum, men desværre blev det aldrig til mere end lidt grinen, klappen og snak om den danske udgave af ”to hitchhike”, hvilket druknede i de to udgaver ”at tomle” og ”at blaffe”. Men så kan man da sige, at man har hørt Mark Knopfler sige ”toffle”.

Måske det er alderen, der trykker. Måske det er de siddende koncerter. Men vi skulle helt frem til det andet – og næstsidste – ekstranummer, før folk rejste sig for andet end at klappe Knopfler og band tilbage for at spille videre.

Mislyde – bogstaveligt talt
Selvom jeg godt kunne efterlyse lidt mere liv, er jeg absolut klar over, at det er det offer, man må give, når man vælger at satse på professionalisme og præcision. Så det trækker på ingen måde ned, at det var en hyggeaften. Desværre kræver det så bare også, at der er lagt lige så mange kræfter i det rent lydtekniske, og der er der en tekniker, der ikke har gjort sig fortjent til sin løn.

Først og fremmest gik der nogle numre, før teknikerne fik styr på Knopflers lydniveau. Særligt blæserne havde en tendens til at overdøve vokalen, der jo i forvejen ikke er svær at overdøve. Desværre var det kun i perioder, der var kontrol over det, for Money for Nothing var det første ekstranummer, og her formåede Knopfler at overdøve sin egen stemme med det ikoniske guitarriff. Bevares. Hvis jeg skal vælge, vil jeg hellere have guitaren. Så det var ikke det store tab, og jeg har hørt værre eksempler på dårlig vokalkontrol.

Til gengæld har jeg aldrig nogensinde oplevet en så irriterende mislyd, der dukkede op under Romeo and Juliet, og varede under hele den næsten syv minutter lange introduktion til kunstnerne. I starten var den meget lav, men den steg i niveau, og under de mere langsomme og afdæmpede dele af Matchstick Men, kunne den høres henover vokal og guitar. Det var enormt irriterende, og den dukkede op igen et par gange i løbet af resten af koncerten.

Vurdering:
Nogen ville måske sige, at Knopfler er kedelig live. Det ville ikke være helt unfair. Men det kommer i høj grad an på, hvad du forventer af en koncert. For hvis du vil have kompetente musikere, der nyder at spille virkelig velspillet musik, så ville du ikke være gået forkert. Hvis du vil have mere liv, mere spræl og mere højlydt rock, så er der heldigvis masser af andre muligheder derude.

Det eneste minus ved aftenen, er det lydtekniske. En eller anden burde skamme sig. Og skamme sig meget. Ulykker sker, men at lade den irriterende hyletone køre i over ti minutter uden at gøre noget, er ganske enkelt uprofessionelt. Kombineret med en vokal, der ganske enkelt druknede fra tid til anden, bliver det et minus, der trækker ned på en ellers fremragende oplevelse. Det kunne have været perfekt. Nu er det temmelig svært ikke at give den mindre end de fire stjerner den får.

★★★★☆

Setliste

1. Why Aye Man

  1. Corned Beef City
  2. Sailing to Philadelphia
  3. Once Upon a Time in the West (Dire Straits)
  4. Romeo and Juliet (Dire Straits)
  5. My Bacon Roll
  6. Matchstick Man
  7. Done with Bonaparte
  8. Heart Full of Holes
  9. She’s Gone
  10. Your Latest Trick (Dire Straits)
  11. Postcards from Paraguay
  12. On Every Street (Dire Straits)
  13. Speedway at Nazareth

Ekstranumre:

  1. Money for Nothing (Dire Straits)
  2. Piper to the End
  3. Going Home: Theme from Local Hero

 

Anmeldt af Brian Mogensen. Foto: Foto: Eventfotografi.dk – Klaus Dreyer

Be the first to comment

Leave a Reply