Økonomiudvalget åbner for udvidelse af landsbyer

‘Omdannelseslandsbyer’ kaldes nyt udviklingsprojekt i landdistrikterne, som skal udvide rammen for den fysiske planlægning af foreløbigt to landsbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hoven er en af de landsbyer, der får mulighed for at søge om at blive omdannelseslandsby
Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune sagde tirsdag ja til at allokere 300.000 kr. fra budgettet for landdistriktsudvikling til et udviklingsprojekt, der kan udlægge to landsbyer i kommunen som omdannelseslandsbyer.

 

Begrebet findes i planloven, der giver kommunerne lov til hvert fjerde år at udpege og afgrænse to omdannelsesprojekter i kommuneplanen.

 

Det betyder, at to landsbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune vil få mulighed for at få udarbejdet fysiske planer for udvikling og omdannelse, så det bliver muligt at udvide deres afgrænsning og f.eks. bygge boliger tæt på et attraktivt skovområde.

 

– Vi ved, at mange gerne vil bo i de små samfund i landsbyerne, men at de ikke nødvendigvis ønsker at købe et eksisterende hus midt i landsbyen. I stedet vil vi åbne for, at man i to projektlandsbyer de kommende år kan få lov at bygge nyt i udkanten af byen tæt på attraktiv natur, ligesom vi forventer, at omdannelseslandsbyerne vil få en forbedret mulighed for at drive småerhverv, forklarer borgmester Hans Østergaard.

 

Han forudser derfor, at landsbyerne vil få god gavn af udviklingsprojektet:

 

– Selvom der er mange ildsjæle i landsbyerne og gode kræfter, som tager initiativer, der skal fastholde de lokale og tiltrække nye borgere til de små samfund, så viser tallene, at mange landsbyer år for år mister beboere. Den tendens vil vi gerne forsøge at vende med nytænkning i initiativer som f.eks. omdannelseslandsbyer og boligmuligheder med en unik og anderledes beliggenhed, siger Hans Østergaard.

 

Borgmesteren tilføjer, at omdannelseslandsby-begrebet er helt i tråd med kommunens landdistriktspolitik. Den er sat i verden for at understøtte vækst og udvikling i landsbyer og landdistrikter bl.a. ved at opfylde delmålet om, at borgerne skal være tilfredse med det sted, hvor de bor.

 

Begejstret Landdistriktsråd

I Landdistriktsrådet er landsbyernes muligheder for at arbejde med omdannelsesmulighederne i den fysiske planlægning – herunder også omdannelseslandsbyer – en mærkesag.

 

Senest blev emnet drøftet indgående på rådets møde den 22. maj, hvor der var begejstring over, at omdannelseslandsbyer havde fundet vej til dagsordenen på Økonomiudvalgets møde tirsdag:

 

– Landdistriktsrådet har presset meget på det seneste års tid, for at Ringkøbing-Skjern Kommune kommer i gang med at udlægge to omdannelseslandsbyer. Formålet med omdannelseslandsbyer er at skabe og fastholde vækst og udvikling i lokalområderne og at sikre, at landsbyerne er så attraktive, at folk har lyst til at blive boende – og at nye beboere har lyst til at flytte til. Så det er en formålsparagraf, vi støtter helhjertet i Landdistriktsrådet, siger formand for Landdistriktsrådet, Torben Hjøllund Mortensen.

Han tilføjer, at det at blive udpeget som omdannelseslandsby giver mulighed for udvikling i de små landsbysamfund:

 

– Det er godt at se, at kommunen prioriterer landsbyerne og lægger op til, at landsbyerne skal byde ind med ideer til nytænkning og udvikling. Vi tror på at erfaringer og læring fra de to byer, der bliver udvalgt, kan bruges til at fremme udviklingen i andre landsbyer de kommende år.

Og selvfølgelig tror vi på, at det er en kæmpe udviklingsmulighed for de to byer, der bliver udvalgt – som forhåbentlig også vil fremme bosætningen i kommunen som helhed, siger han.

 

Det er endnu ikke besluttet hvilke to landsbyer, der vil få muligheden for at blive omdannelseslandsbyer. Efter sommerferien vil kriterierne for udvælgelsen af de to landsbyer blive formuleret, hvorefter Landdistriktsrådet vil præsentere kriterierne på årsmødet for borger- og sogneforeninger i november.

 

Det bliver også Landdistriktsrådet, der skal modtage ansøgninger fra interesserede landsbyer og herefter indstille to landsbyer til Økonomiudvalget.

 

 

FAKTA:

Hvad er en omdannelseslandsby?

 

Ifølge Erhvervsstyrelsen skal omdannelseslandsbyer forstås som enkelte landsbyer, hvor der fra kommunens side gøres en øget indsats for at sikre, at helhedsorienteret og langsigtet planlægning for landsbyerne understøtter lokale initiativer for landdistriktsudvikling. I omdannelseslandsbyerne har kommunerne særligt frie rammer til at fremme en positiv udvikling og har bl.a. mulighed for lempeligere administration af planlovens landzoneregler. Desuden skal omdannelseslandsby-begrebet fremme mulighederne for at udvikle attraktive landsbyer med stedbundne kvaliteter som led i at gøre det attraktivt at bo, arbejde og drive virksomhed i landdistrikterne.

 

Læs evt. mere i Erhvervsstyrelsens vejledning om planlægning af omdannelseslandsbyer:

https://planinfo.erhvervsstyrelsen.dk/udkast-til-vejledning-om-planlaegning-omdannelseslandsbyer-i-hoering

 

Se punktet på Økonomiudvalgets referat her: https://www.rksk.dk/om-kommunen/politiske-udvalg/oekonomiudvalget/dagsordener-referater?AgendaID=2444#63ea5306-a3e4-4ba4-9f3e-f13a9e6893d3

Be the first to comment

Leave a Reply