Royal Run kommer igen i 2020

Årets Royal Run er i fuld gang, og samtidig offentliggøres det, at Royal Run kommer igen 2. pinsedag 2020.

H.K.H. Kronprinsen har bekræftet i et live interview til TV 2, at Royal Run kommer igen 2. pinsedag næste år.

Det sker samtidig med, at Royal Run løber af stablen, og det er en glædelig nyhed, siger arrangøren.

”Royal Run er en begivenhed, der kan noget særligt. Vi ser et meget højt antal deltagere, der aldrig før har deltaget i motionsløb, og vi ser et fællesskab og en folkefest, der er ret unikt. Derfor er vi selvfølgelig utroligt glade for, at der er opbakning til at fortsætte næste år,” udtaler Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik, på vegne af Bevæg dig for livet, som står bag Royal Run.

I kulisserne er arrangørerne så småt i gang med at rette blikket mod pinsen 2020.

”Planlægningen og dialogerne er i gang, men der er ikke endelige aftaler med eksempelvis byerne, så denne del melder vi ud på et senere tidspunkt. Vi kan dog allerede bekræfte, at Royal Run kommer til Sønderjylland for at markere 100 års-jubilæet for genforeningen,” fortæller Jakob Larsen.

Royal Run blev første gang afviklet i forbindelse med Kronprinsens 50 års-fødselsdag i 2018. Her var 70.500 tilmeldt i landets fem største byer. Til Royal Run 2019 er der 82.000 tilmeldte i Aarhus, Aalborg og København/Frederiksberg samt byerne Klaksvik på Færøerne, hvor Kronprinsen 1. juni kickstartede Royal Run-ugen, og på Bornholm, hvor der er et Royal Run uden kongelig deltagelse.

Vil du vide mere om Royal Run 2020

Så snart vi har nyt om Royal Run 2020, sender vi et nyhedsbrev – så skriv dig op her:
Royal Run-nyhedsbrev 

Be the first to comment

Leave a Reply