Hvordan lyder hverdagen egentlig?

Koreograf Kirstine Kyhl Andersen og komponist Niels Bjerg. Foto : pressefoto.

Hvordan lyder hverdagen egentlig? Hvilke lyde lægger du ikke mærke til? Tænker du over dine bevægelser? Hvad optager dig egentlig? Fem podcasts portrætterer over fem afsnit fem forskellige vestjyder gennem lyde og bevægelser fra deres hverdag. Premiere på torsdag i Struer Lydens By.

Fastliggeren Palle fra Ringkøbing er med i første udgave af 'Optagethed'
Fastliggeren Palle fra Ringkøbing er med i første udgave af ‘Optagethed’
‘Optagethed’ produceres af kompagniet WE GO og præsenteres af festivalen Struer Tracks i tæt samarbejde med kommunerne Struer, Ringkøbing-Skjern og Holstebro. Projektet skabes af koreograf Kirstine Kyhl Andersen og komponist Niels Bjerg.
De benytter sig af binaurale optagelser lavet med to mikrofoner placeret i ørerne. Ved at lytte til denne type optagelse i hovedtelefoner, får man en meget realistisk gengivelse af lyden. Det lyder ligesom den person med mikrofonerne i ørerne har oplevet det. Det er med andre ord en form for 3D-lyd. 
Fastliggeren Palle fra Ringkøbing 
Den første podcast handler om Palle, der bor i Ringkøbing og er fastligger ved Toftum Bjerge. 
– Gennem et roligt flow og en ekstraordinær lydoplevelse, lærer vi Palle at kende som et helt almindeligt og samtidig unikt menneske. For det er nemlig det, der er tanken bag produktionerne; de fem personportrætter fremstiller helt almindelige vestjyder og deres på en og samme tid almindelige og helt særlige dagligdag. Vi mærker og lytter til dét, vi alle sammen har tilfælles, men som samtidig også er dét, der gør hvert af vores liv til noget helt særligt, påpeger Niels Bjerg.
I ‘Optagethed’ får man lov til for en stund at låne et andet menneskes sanseapparat og lære personen at kende indefra. 
– Du hører de samme lyde og mærker, hvordan personen bevæger sig gennem de rum og scenarier, der udgør en dagligdag, fortæller Niels Bjerg.
Mens hovedpersonen fortæller sin historie, bliver hverdagslydene gradvist elektronisk bearbejdet og forvandlet til rytmer og melodier, der bevæger sig i lydbilledet som dansere i en koreografi.
– Mange har en opfattelse af deres egen hverdag som uinteressant, og måske netop derfor finder vi stor fornøjelse i at udfolde de tilsyneladende mest uanselige dele af hverdagen til vældige lydlandskaber og koreografi, fortæller Niels Bjerg.
Forestillinger i Struer og Ringkøbing
Hvert afsnit lanceres med en surroundsound forestilling, hvor dansere med trådløse højtalere bevæger sig rundt blandt publikum. 
Første podcast #1 udkommer d. 13. juni, og forestillingen i den forbindelse foregår i Folkets Hus i Struer samme dag kl. 16.30, 17.15 og 18.00.
Forestillingen opføres også under til Børnekulturfestivalen Genopdag. Det sker på Rådhuset i Ringkøbing den 15. juni kl. 10.00, 10.45, 11.30, 12.30 og 13.15.
Både i struer og Ringkøbing præsenteres Optagethed som en del af Europæisk Kulturregions festival GENOPDAG.
Forestillingen varer 20 minutter og herefter er der mulighed for at stille spørgsmål til podcast´en.
FAKTA:
Musik- og dansekompagniet WE GO flyttede i 2017 fra København til Velling nær Ringkøbing i Vestjylland. 
‘Optagethed’ er skabt med og for voksne borgere, unge som gamle, i første omgang fra kommunerne Struer, Ringkøbing-Skjern og Holstebro, hvor projektets første fem afsnit finder sted. 
Gennem et tæt samarbejde med festivalen Struer Tracks og de tre kommuner er håbet, at projektet kan tjene som inspiration for andre til at lytte, beskue og lade sig fascinere af lyde og bevægelser i deres eget liv.
‘Optagethed’ produceres af kompagniet WE GO og co-produceres af festivalen Struer Tracks i tæt samarbejde med kommunerne Struer, Ringkøbing-Skjern og Holstebro. 
Podcasten er tilgængelig for alle, og efter de første fem afsnit er hensigten at producere nye afsnit fra hele Region Midtjylland – måske endda hele landet.
Juni 2019 – Optagethed #1 lanceres i Struer og Ringkøbing
13.06. : Folkets Hus i Struer 
15.06. : Rådhushallen i Ringkøbing 
August 2019: 
Optagethed #2 lanceres under festivalen Struer Tracks

December 2019:
Optagethed #3 lanceres i Ringkøbing
Juni 2020:
Optagethed #4 lanceres i Ringkøbing
August 2020:
Optagethed #5 lanceres i Holstebro
 
For mere info:
Optagethed

Be the first to comment

Leave a Reply