Ringkøbing IF forlænger med Brian Fredslund

Foto: Henrik Olesen

Ringkøbing IF har forlænget med U12-træneren Brian Fredslund, der følger med 2007-årgangen de næste to år.

Brian Fredslund kom til Ringkøbing IF fra Tarm IF for to år siden, hvor han først stod i spidsen for årgang 2003, men senest har det altså været årgang 2007, han har haft ansvaret for, og han glæder sig over at fortsætte i klubben de næste to år.

”Mit indtryk af Ringkøbing IF er, at hvis man vil elitefodbold, så er det et pisse godt sted at være. Indstillingen fra senior og ned til mit U12 er fantastisk. Alle vil det, og vi er en rigtig god rugekasseklub, for dem der vil noget ekstra. Vi har talenttræning og gør meget for at udvikle spillerne, så det er meget fedt at være her,” fortæller Brian Fredslund.

U12 kører i skrivende stund med en trup på 17 spillere og har både et hold i Golden League og A1.

Golden League er en turnering, som de bedste hold i årgangen kan tilmelde sig. Heri er der seks niveauer, og hvert niveau har otte hold fordelt på to puljer. Ringkøbing IF befinder sig i skrivende stund på det tredjebedste niveau – sølv – men holdet ligger til at rykke op i det næstbedste niveau, som er guld.

”De sidste to runder af Golden League har vi været i sølv og har tabt den afgørende kamp med et mål, så nu vil vi gerne op. Men vi har to opgaver, når vi arbejder med ungdomsspillere. Vi arbejder med konkurrencemennesker, der vil vinde, men vi skal også udvikle spillerne, så de kan flyttes videre i systemet. Derfor er fokusset ikke altid på resultater og ligaen, for det er mindst lige så vigtigt, at spillerne rykker sig,” lyder det fra Brian Fredslund.

I Ringkøbing IF er man også meget glad for at holde på Brian Fredslund, hvis fodboldfilosofi og dedikation passer rigtig godt ind i klubben.

”Brian er en meget dedikeret og dygtig træner. Han giver de unge drenge færdighederne og arbejder meget med udvikling af de unge spillere, og det er det, vi gerne vil i Ringkøbing IF. Vi har en pligt i at producere spillere til vores 2. division, og der er Brians fodboldfilosofi og dedikation fantastisk til vores klub. Derfor er vi naturligvis også rigtig glade for, at vi fortsætter samarbejdet de næste to år som minimum,” fortæller talentkoordinator i Ringkøbing IF, Torben Dahl.

Be the first to comment

Leave a Reply