Minifolkemøde i Danmarks største baghave

Musikprogrammet er på plads, og udover lokale kunstnere som Karen Kousgaard og Gertrud Hjelm Kongshøj kommer både Rasmus Nøhr og Zididada og spiller på scenen.

Men Danmark Dejligst festivalen på Bundsbæk Mølle den 18. august, er så meget mere end musik.  Det er også en hyldest til frivilligheden og fællesskabet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Derfor arbejder FrivilligVest pt på at etablere et VIF-lounge-område, hvor VIF’ere, der er en VIP-inspireret forkortelse for Very Important Frivillig, vil blive anerkendt og forkælet. Indtil videre er kaffe og kage, og muligvis en massage og et én-til-én møde med politikere og de to iværksættere bag fællesskabswebsitet boblberg.dk på programmet.

Danmark Dejligst modtog tidligere på året Fællesskabsprisen 2018, og fællesskabet bliver forankret, når foreninger som f.eks. Menighedsplejen i Rindum og Ringkøbing samler flygtningefamilier op og tilbyder dem et lift til Bundsbæk Mølle, og når vi alle sammen bliver opfordret til at tage naboen med til festival.

Samtalecafé og storskak til hovedet

Herudover vil Dagbladet Ringkøbing-Skjern arrangere samtalecafé fra scenen, ligesom byrådspolitikerne og kommunens politiske administrationsafdeling vil være tilgængelige hele dagen i politik-teltet. I den lidt mere kuriøse ende kommer skakklubben med et kæmpe skakspil og en udfordring til alle tænksomme hoveder.

– Det bliver et ”minifolkemøde-møder-havefest”-arrangement, siger formanden for Danmark Dejligst i Naturens Rige, Carsten Leidesdorff Skov. Han lover, at det bliver en dag, hvor både børn og voksne får mulighed for at lege, lytte, hygge og blive klogere. Alt sammen i fællesskabets ånd.

– I Ringkøbing-Skjern Kommune kalder vi os danmarksmestre i frivillighed og vi er med på sidelinjen af Aarhus Kommunes værtskab som Europæisk Frivillighedshovedstad 2018. Rigtig mange borgere giver et stort og frivilligt nap med i foreningslivet og andre steder, og derfor er det naturligt, at vi gerne vil hylde de frivillige på en festival som Danmark Dejligst. At vi derved kan skabe nærhed og sammenhængskraft, er jeg slet ikke i tvivl om, siger Jens Hove Bjerregaard, sammenhængskraft-koordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune og kommunens tovholder på festivalen. Han understreger, at festivalen er åben og gratis for alle interesserede – ikke kun for folk, der arbejder frivilligt.

Styrker sammenhængskraften

– Når kommunen – sammen med Dagbladet og Kulturelt Samråd – overhovedet går med ind i at arrangere en festival, er det for at få nedbrudt de skel, der kan være mellem forskellige foreninger og organisationer og for at styrke sammenhængskraften ved at fremme fællesskab, relationer, tillid og frivillighed på tværs af de enkelte foreninger, forklarer Jens Hove Bjerregaard.

Han peger på, at blå og grøn mødes og samarbejder, når de 13 spejdergrupper i kommunen i fællesskab opstiller et menneskeligt hamsterhjul på festivalen. Hamsterhjulet, som de har bygget af en pensioneret landbrugs-vandingsmaskine, trækker en vandpumpe, og fungerer, så længe nogen gider trampe rundt i hjulet. Og vandet, der bliver pumpet op? Det kan bruges til at skubbe en bold i et kar – eller til vandkamp.

Spejderne planlægger også at lave bål, hvor man kan riste snobrød – og i det hele taget at promovere spejdernes fællesskaber omkring friluftslivet. Derudover kommer Ungdomsskolen med en klatrevæg og en glidebane, ligesom biavlerne kommer med smagsprøver og en mulighed for at høre nærmere om bier og blomster. Og endelig vil beredskabet være til stede med brandkadetterne og en brandbil, som små og store legebørn med hang til uniformer og blå blink kan få lov at se nærmere på.

– Vi arbejder med programmet henover sommeren, så der kommer hele tiden nye oplevelser til, lover Carsten Leidesdorff Skov og nævner golf, traktortræk og en robot, der kan servere øl, som et par af de luftige idéer, der muligvis allerede er ved at lande.

 

FAKTA:

Danmark Dejligst festivalen omdanner den 18. august P-pladsen ved Bundsbæk Mølle til et minifolkemøde-møder-havefest-arrangement. Der er gratis entré – og debat, hygge, fællesskab, sjov og oplevelser for alle aldre.

Det er den frivillige forening Danmark Dejligst i Naturens Rige, der står bag den lokale festival under den nationale Danmark Dejligst paraply.

For yderligere information følg med på facebook-siden Danmark Dejligst i Naturens Rige.

Danmark Dejligst modtog tidligere på året Fællesskabsprisen 2018. I begrundelsen lød det bl.a.:

”Danmark Dejligst er en turnerende festival, der fejrer fællesskabet. Det gør de ved at rejse rundt i landet og hjælpe små byer i Danmark med at holde gratis festivaler for hele familien. I en verden, der er rykket til storbyen, på nettet, blevet globaliseret, vil Danmark Dejligst gerne fejre og dyrke det mest værdifulde, vi har her, nemlig hinanden! Festivalen har musik og kolde fadøl som mange andre, men den har hverken hegn, vagter, VIP-område, medieby eller artister med solbriller på. Til gengæld har Danmark Dejligst gratis adgang, for de er bygget af frivillige og foreninger. Overskuddet fra festen går til foreningerne i byerne. Rundt omkring i landet er der bl.a. blevet investeret i fodboldmål, hjertestartere, børnesadler og boksehandsker.”

Be the first to comment

Leave a Reply

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com